Leg er helt fantastisk til at give os udfordringer, som passer lige til os. Hvis en leg er for let og forudsigelig, bliver den jo også hurtigt kedelig, og derfor er vi i leg stærkt motiverede til at finde nye måder at udfordre os selv og bringe spændingen tilbage. Når det omvendt sker, at legen er for udfordrende, har vi ligeledes friheden til at justere på den, så det bliver sjovt igen – eller til bare at lave noget helt andet, hvis der er noget, der begejstrer os mere. Denne løbende justering er kun mulig, fordi legen ikke har et foruddefineret mål. Hvis målene for vores læring bliver for stramt defineret, mister vi muligheden for at justere og genfinde begejstringen. Dermed bliver det tilfældigt, om vi rent faktisk er klar til at lære det, vi står overfor – og risikoen for at vi ender med at miste interessen, er stor. Og hvis interessen er væk, lærer vi intet – udover at snyde, lave ballade eller finde os i noget, der ikke er godt for os.

(Ser du derimod et menneske der er opslugt af legende begejstring, kan du være stensikker på at de i gang med at lære noget, de ikke vidste i forvejen. Derfor er der, modsat hvad man kunne tro, intet modsætningsforhold mellem leg og læring – leg er læring.)