Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Er leg i skolen tiden værd?

De fleste her til lands er nok grundlæggende enige om, at leg er godt, og at vi selvfølgelig skal have plads til leg i vores liv – leg, forstået som alt det vi gør, fordi det i sig selv er sjovt og fornøjeligt. Men når de konkrete rammer for vores hverdagsliv skal besluttes, politisk og institutionelt, opstår der alligevel ofte spørgsmål og bekymringer i forhold til legen, ikke mindst når vi taler om folkeskolen. For jo, børn skal da lege i folkeskolen – men hvor meget skal de lege? Den tid de bruger på at lege, kan de jo ikke samtidig bruge på andre aktiviteter. Så hvor meget legen prioriteres? Og på bekostning af hvad?

Vi forstår bestemt spørgsmålene og tvivlen. Ikke mindst set i lyset af, at der de seneste årtier har været et voksende fokus på at sikre at alt vi investerer i som samfund, har et tydeligt udbytte, så vi ikke risikerer at spilde vores tid. Den udvikling har påvirket vores kollektive syn på legens legitimitet, fordi leg jo netop er karakteriseret ved at resultatet er uvæsentligt, mens vi leger – leg er noget, vi gør for sjov. Så når vi kigger på legen fra et nytteperspektiv, kan vi let forledes til at tro, at legen slet ikke har noget udbytte; at leg, i bedste fald, er harmløst tidsfordriv – og i værste fald, spild af tid. Set i dét lys er det helt forståeligt at vi som forældre, pædagoger, lærere, ledere og samfundsborgere i øvrigt stiller spørgsmål, når vi skal tage stilling til om vi skal have mere leg i skolen. Betænkelighederne er ikke nødvendigvis et udtryk for at man er imod mere leg, men blot at man gerne vil forstå hvorfor leget skal prioriteres– fordi man ønsker at gøre det, som er bedst for børnene og for samfundet. Og det er jo helt rimeligt.

Men her er det vigtigt at forstå, at prioritering af legen højere slet ikke er i konflikt med hverken børnenes eller samfundets bedste. Tværtimod er legen helt fundamental både for at få gode liv, og for at få velfungerende, dannede samfundsborgere – og jo mere leg desto bedre. Men fordi oplevelsen af at lege jo mest handler om bare at have det sjovt, er det ikke altid helt selvindlysende, hvorfor legen samtidig er så vigtig, som den er. Derfor har vi her, til dig der ønsker at tale legens sag, forsøgt at samle en håndfuld gode argumenter for hvorfor vi roligt kan (og bør) prioritere legen højere. Du kan forhåbentlig bruge nogle af dem til at afhjælpe folk deres bekymringer og forbehold – og måske endda dine egne.