Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvad er det for noget leg, der skal leges?

Før vi tager hul på argumenterne, vil vi lige kort forklare, hvad vi egentlig mener med leg.

Leg skal i denne sammenhæng forstås i ret bred forstand, som enhver aktivitet hvor processen er vigtigere end resultatet – det vil sige, alt det vi gør, fordi det i sig selv er sjovt og fornøjeligt. Det omfatter således både leg i helt klassisk forstand, altså det vi gør når vi fx leger fangeleg, klatrer i træer eller klæder os ud – men det er også det vi gør, når vi bygger ting i ler, skriver fede rim eller taler om universets underfundigheder – så længe vi først og fremmest gør det for sjov.

Leg i denne forstand er derfor ikke én bestemt aktivitet, men snarere en måde at gå til en hvilken som helst aktivitet. De kan på overfladen se utroligt forskelligartede ud, men under overfladen deler de den procesorienterede tilgang, og derfor giver det mening at tale om dem som ét fænomen; for det er netop dette fællestræk, der giver legen dens mange gode kvaliteter. Det er de kvaliteter, som de følgende argumenter for hvorfor vi bør lege mere, handler om.