Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Leg er sjovt – og dét er faktisk det vigtigste

Der er mange rigtig gode grunde til at lege, men for den der leger, er én kvalitet ved legen den altoverskyggende vigtigste: nemlig at det er sjovt. Det er banalt, men også vigtigt at minde os om at legen faktisk er værdifuld i sig selv, fordi den, uagtet hvad vi kan opnå ved at lege, giver os noget så uvurderligt som glædesfyldte livsøjeblikke. Leg er en af de få aktiviteter i vores liv som ikke er drevet af ydre mål; vi skal intet med den, så alt vi gør i leg, gør vi af den simple grund at det er sjovere end at lade være. I et hverdagsliv som på så mange andre områder er ganske resultatorienteret, er legen derfor et sjældent frirum fra følelsen af at skulle udrette, præstere eller lære noget bestemt. For en gangs skyld kan vi glemme resultatet for en stund, og være frie til at udforske, hvad end der begejstrer os.