Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

En god skole for alle

Kort om En god skole for alle

Fra foråret 2022 og 5 år frem samarbejder Vesterbro Ny Skole med børne- og skoleforsker Louise Klinge og en række eksperter om at skabe en skolehverdag baseret på viden om hvad børn og voksne behøver for at trives og udvikle sig bedst muligt. Formålet med samarbejdet er at skabe en skolehverdag, hvor alle børn både har det godt og erfarer sig som værdifulde dele af fællesskaber, og hvor skolen styrker hvert barns medfødte kapacitet for social, motorisk, følelsesmæssig og kognitiv udvikling. Sådan at de efter endt skolegang kan bruge sig selv fuldt ud i livet.

Viden fra mange forskningsfelter viser, at alle børn og unge har brug for at få støttet 6 grundlæggende behov, hvis de skal trives og udvikle sig - både socialt, fagligt og personligt. Det er behovene for: Tryghed, autonomi, kompetence, samhørighed, at bidrage og for sundhed.

Der er bestemte kerneelementer i en skolehverdag, som er afgørende for at børns grundlæggende seks behov imødekommes, og nogle af de centrale kerneelementer er: Projektbaseret læring, Motion, Leg, Æstetiske udtryksformer samt Udeskole og natur. Kerneelementerne vil i de kommende  år i endnu højere grad end i dag integreres i skolehverdagen på VNS for at komme børnenes grundlæggende behov bedst muligt i møde.

“En god skole for alle” indebærer både forandringer af børnenes skoleliv, men bestemt også fastholdelse af alt det, der allerede i dag skaber skønne skoledage på VNS.

Læs mere under menupunktet "En god skole for alle"